Skip to content Skip to left sidebar Skip to right sidebar Skip to footer

Autogården – Erhvervspris 2013

Kære Autogården – Peter, vi har i Erhvervsrådets bestyrelse truffet en enstemmig beslutning om, at Farsø Erhvervsråds Erhvervspris for 2013 skal gå til dig og Autogården.

Du og Anne-Marie – der bestemt ikke skal glemmes i min begrundelse hvorfor Autogården får erhvervsprisen i år – har gennem snart 10 år som selvstændige vist mange af de egenskaber der er prisværdige for en selvstændig erhvervsdrivende.

Anne-Marie Lindgaard, Peter Lindgaard og Ole Hosbond

Jeg stiftede første gang bekendtskab med Peter i efteråret 2003 i forbindelse med du købte i første omgang halvdelen af Autogården.

Jeg havde ikke det store forhåndskendskab til Peter, men Peters kompagnons beskrivelse af Peter var: “Han er dygtig – han skal med i Autogården”. Og som sagt så gjort. Peter købte halvdelen af Autogården i januar 2004 men inden 2004 var blevet til 2005 havde Peter også købt den anden halvdel og var eneejer af virksomheden.

Stille og roligt fik Peter og Anne-Marie ved en flittig og ihærdig indsats og med stor fokus på hele tiden at forbedre tingene bygget en pæn forretning op. I har aldrig mig bekendt kigget alt for meget på klokken, men i stedet fået løst de arbejdsopgaver der skulle løses – uanset om det så var om aftenen eller i weekenden. Det er jo et af de lod der er i at være selvstændig erhvervsdrivende, at man har mulighed for at arbejde lige så meget man har lyst til og ikke være begrænset af tidsrummet fra 8 til 4.

Ved siden af forretningsdriften – eller rettere sammen med forretningsdriften – har du fundet tid til at dyrke en anden stor passion, nemlig rallycross, hvor du gennem årene har hjembragt flotte resultater fra DM- og EM-løb i rallycross. Meget betegnende for din person har du i forbindelse med løbene samtidig benyttet lejligheden til at få gjort reklame for Autogården på TV og andre medier, så man kan roligt sige du også har evnet at kombinere arbejde og hobby på en god måde!

Samtidig har I til stadighed haft fokus på udvikling – uanset om det drejede sig om at få nye aktiviteter i lokalerne som bilsyn, salg af tilbehør og gode tilbud til kunderne. I har været meget sammen om beslutningerne ved jeg. I har været gode sparringspartnere for hinanden om hvordan forretningen skulle drives og hvilken retning der skulle tages. Det er alle sammen egenskaber der aftjener respekt hos alle der har med erhvervsdrivende at gøre og som giver en stor tryghed hos omverdenen om at der er styr på tingene.

Alligevel skete der for ca. 3 år siden noget der kunne have væltet tingene for mange erhvervsdrivende, uanset hvor stor erfaring og styrke man måtte besidde. Vi havde en meget snerig vinter i 2009/10 og mængden af sne på værkstedstaget blev så stort, at taget styrtede sammen og gjorde det umuligt at drive autoværksted fra adressen.

Men i løbet af ganske få dage havde Peter fundet nogle midlertidige lokaler, værkstedet kunne drives fra indtil det var genopbygget og kunderne blev gjort opmærksom på at I stadig eksisterede via annoncering i Farsø Avis. Det fortjener stor respekt, at I hurtigt vurderede situationen og reagerede hurtigt så kunderne fik tryghed for at I stadig var i drift, bare et andet sted i byen. Det tog godt et års tid at få genopbygget værkstedet på Nørregade, men i dag har Autogården til gengæld fået et topmoderne værksted, der er godt rustet til de opgaver der kommer og hvor faciliteterne er i top både for kunder og for medarbejdere.

Derved blev en meget truende situation for virksomheden vendt til noget positivt, der kun styrker Autogårdens position i Farsø som et professionelt og moderne værksted med et godt potentiale for fremtiden.

Vi vil gerne fra bestyrelsens side anerkende den indsats som I har gjort for at bygge en god og veldrevet virksomhed op med en konstant fokus på fremtiden og med evner til at løse de problemer og udfordringer, I er løbet ind i, både store og små. Det var derfor bestyrelsens klare opfattelse, at du havde fortjent at modtage erhvervsprisen

På den baggrund vil jeg gerne ønske dig et stort tillykke med Farsø Erhvervsråds erhvervspris for 2012.

Ole Hosbond Poulsen