Time Export – Erhvervspris 2015
I Farsø kan vi være stolte af mange dygtige og veldrevne virksomheder, der både har en lang historie bag sig i Farsø og som igennem årene har skabt mange arbejdspladser. Flere af disse virksomheder har gjort Farsø kendt på landkortet i hele Danmark – og endda også i den øvrige verden.
En af de brancher, der har gjort Farsø kendt, er produktionen af lifte. Uden at bruge for store ord, kan vi vist godt tillade os at sige, at vi er liftby nr. 1 i Danmark for produktion af mobile mandskabslifte.
For hver en by og hvert et område er det vigtigt, at man har nogle stærke virksomheder, der kan være med til at præge udviklingen i et område og sikre arbejdspladser på et højt niveau. Vi har en række af denne type virksomheder i vores område og en af disse er Time Export A/S eller Team Time, som virksomheden kalder sig selv i daglig tale.
Rødderne i virksomheden rækker helt tilbage til 1955, hvor virksomheden blev grundlagt som Torps Maskinværksted. De første år koncentrerede virksomheden sig om stålkonstruktioner, reparation af hydraulisk drevet maskiner og alm. smede reparationer. I 1969 blev virksomheden flyttet til dens nuværende adresse på Søndervang i Farsø.
– I 1979 blev der udvidet med en Elektro afdeling. I årene fra 1980 og op udviklede man en speciel maskine til affalds neddeling.
– I 1985 blev der tilkøbt en mindre virksomhed som bl.a. havdeforhandlingen af de amerikanske VERSALIFTE fra firmaet TIME Manufacturing Company i Waco, Texas, USA.
– I 1992 blev firmaet TIME EXPORT grundlagt som et datterselskab under TORP Holding.
– I 2002 solgte TORP, datterselskabet TIME EXPORT til TIME MANUFACTURING COMPANY, USA.
– I 2014 solgte TIME EXPORT 1200 Versalifte, heraf 950 i Europa. TIME EXPORT har de sidste 5 år været en meget stor spiller på de internationale markeder for bilmonterede lifte.
TIME EXPORT er vokset fra 2 ansatte i 1992 til 100 ansatte i 2015, med undtagelse af årene 2009/2010 har der hvert år været fremgang i medarbejderstab og omsætning. I årenes løb er der ligeledes kommet søster og datterselskaber til i Europa. TIME EXPORT A/S er i dag opdelt i 2 divisioner:
TIME INTERNATIONAL, 25 ansatte, ansvar for salg af Versalifte udenfor Nord, central og Syd-Amerika. Udvikling af nye Lift modeller. Time International omsatte for ca. DKr. 120.000.000 I 2014, lifte leveret henholdsvis fra fabrikken i Waco, Texas og fra Time Danmark, til forhandlere i export området.
TIME DANMARK, 75 ansatte, salg i Danmark, produktion af lifte, opbygning på chassis og van’s. Reservedels håndtering i export området. Ligeledes salg af Tyske Ruthmann lifte i Danmark. Time Danmark omsatte for DKr. 148.000.000.
I Farsø har virksomheden ikke bare bevaret arbejdspladser, den har også formået at udvide. Vi har derfor at gøre med en virksomhed, som vi kan være meget stolte af, og som har været med til at sætte et stort præg på erhvervslivet i Farsø.
Virksomheden kan i år fejre ikke mindre end 3 jubilæer.
– Det er 60 år siden virksomheden blev grundlagt i Farsø som Torp Maskinværksted.
– Det er 50 år siden moderselskabet Time Manufactoring Compagny blev grundlagt i Waco, Texas, USA
– Det er 30 år siden virksomheden begyndte at sælge Versalifte, der er en af virksomhedens grundsten.
Jeg er derfor utrolig glad for at jeg på vegne af bestyrelsen i Farsø Erhvervsråd hermed kan afsløre vinderen af Farsø Erhvervsråds Erhvervspris 2015 – nemlig Time Eksport A/S. Stort tillykke til Per Torp, Frans Kristensen og Kim Bach Jensen, der er med os her i aften.
Farsø, den 18. marts 2015 Brian Otte Samuelsen
Der er tradition for at vinderen af erhvervsprisen modtager et kunstværk fra Galleri 14 i Farsø til en værdi af 5.000 kr. Time Export A/S har valgt at donere denne gave til Lokal Historisk Arkiv i Farsø som bidrag til opsætning af Portalen fra den tidligere stationsbygning i Farsø. På vegne af Time Export vil jeg gerne ønske Lokal Historisk Arkiv tillykke med gaven på 5.000 kr.