Knap 100 veteraner og en Danmarksmester rykker ind
‘Landmandsliv’ er temaet på mandag d. 26. juli til sommerens tredje Hot Sommer i Farsø — og vi kan allerede nu sige, at det bliver en noget nær overvældende oplevelse for både store som små!
Her rykker nemlig 80-85 veterantraktorer fra foreningen Motor- og Traktorgruppen ind i Midtbyen, og vi får også besøg af lastbiler af veteranstatus, mejetærskere fra Farmas samt en Danmarksmester i Traktortræk.
Tovholder for besøget af de mange veteraner er Bagermester Allan Sørensen fra Nørregades Bageri, som selv har været medlem af Motor- og Traktorforeningen i 20 år, og selv er indehaver af hele 21 veterantraktorer.
På besøg kommer også en yderst sjælden veterantraktor, en Fordson Power Major Roadless, som endda har en helt særlig tilknytning til Farsø. Den har nemlig været i Entreprenørfirmaet Th. Eriksens eje, og var blandt andet med til etableringen af hovedvejen ved Strandby.
Vi får også fint besøg af intet mindre end en Danmarksmester, som er inviteret af holdets sponsor og medlem af Handelsstandsforeningen, Houmann Materieludlejning. Lokale Lasse Nielsen og hans traktortrækker, en John Deere 4440 fra 1979, vandt i 2019 DM i Traktortræk, og skal til september forsvare titlen. Traktoren kommer ikke til at køre, men du vil kunne opleve dens lyd og kraft ved hjælp af en Soundboks.
Så vi kan love dig for, at det bliver en spændende tidsrejse i Gammeldaws Landmandsliv!
Kender du en landbrugs- eller traktorinteresseret, som du vil invitere med? Hvem mon kan huske den gamle Fordson Power Major Roadless fra Entreprenørfirmaet Th. Eriksen – kan du, eller kender du måske en, som kan?